Lidt AI kan være værre end ingen AI. Det lyder bagvendt, men det er konklusionen i et nyt studie med 912 studerende i Kina, Europa og USA. Elever, der brugte kunstig intelligens lidt og uden struktur, lærte mindre end elever, der slet ikke brugte den. Det er ikke en advarsel mod teknologien. Det er en advarsel mod den halvhjertede brug, mange skoler er landet i.
Hvorfor er lidt AI værre end ingen?
Fordi eleven stadig løser hele opgaven selv. Det ser så uskyldigt ud i klasselokalet. Ret en sætning her. Tjek en fakta der. Bed om en vinkel på opgaven. Små opgaver, hurtige svar. Men oveni ligger arbejdet med at styre værktøjet. Prompten skal skrives. Svaret skal vurderes. Resultatet skal tjekkes. Den mentale byrde bliver større, ikke mindre. Og der bliver ikke frigjort tid til den tænkning, der skaber læring.
Hvad viser studiet?
Wang og Zhang fulgte 912 studerende på tværs af Kina, Europa og USA og delte brugen i tre grupper. Ingen kunstig intelligens. Lidt kunstig intelligens uden system. Og meget kunstig intelligens med en plan. Resultatet vendte den sunde fornuft om. Gruppen uden kunstig intelligens lærte mere end gruppen, der brugte lidt. Og gruppen med en plan lærte mest af alle.
Eleverne i den sidste gruppe overlod rutinearbejdet til værktøjet. Resuméer. Første litteratursøgning. Organisering af data. Og brugte den frigjorte tid på at stille spørgsmål, kritisere rammer og bygge egne argumenter.
At overdrage arbejdet styrkede tænkningen. At overdrage tænkningen ødelagde den. Det er den linje, der skiller.
Hvad gør vi så?
Midtervejen er den dårligste af tre muligheder. At tillade lidt kunstig intelligens uden struktur er ikke en sikker mellemvej mellem forbud og omfavnelse. Det er et valg om mindre læring. Enten skal brugen designes, så værktøjet frigør tid til tænkning. Eller også skal den væk.
De fleste skoler tror, de har taget stilling til kunstig intelligens, fordi de har tilladt lidt af det. Det har de ikke. De har valgt den løsning, der giver mindst læring. Det er ikke et argument for forbud. Det er et argument for at tage stilling til, hvad værktøjet skal gøre ved læringen, før det bliver introduceret. Og den stillingtagen kan ikke købes. Den skal træffes i fagteamet, på den enkelte skole, før værktøjet introduceres.
Designet kan se ud som de to minutter, hvor eleven bedømmer sin egen kladde, før feedbacken åbner. Eller som opgaveformater, hvor tænkningen er synlig, og værktøjet ikke kan nå svaret hurtigere end eleven. Jeg har tidligere skrevet om, hvor kunstig intelligens skaber reel værdi i undervisningen. Det nye studie viser bagsiden. Værdien opstår ikke af sig selv. Den opstår, når nogen har designet brugen, så værktøjet gør det tunge arbejde og eleven beholder tænkningen. Studiet er beskrevet i Philippa Hardmans nyhedsbrev om kognitiv aflastning og i hendes tidligere gennemgang af aflastningsparadokset.
Kort sagt: Lidt AI uden struktur er værre end ingen AI. Den halvhjertede brug lægger arbejde oveni uden at frigøre tid til tænkning. Hvis kunstig intelligens skal ind i undervisningen, skal den ind med en plan. Ellers er det bedre at lade være.
