Kunstig intelligens og læringsdesign er en kombination med en tydelig farezone. Den kan være en gave i undervisningen, men den kan også gøre os dovne. Farezonen er dér, hvor teknologien ser ud til at virke, men i virkeligheden svækker læringens kvalitet. Den leverer hurtige svar, men dræber fordybelsen. Og det sker, hvis vi begynder at tro, at effektivitet er det samme som kvalitet.
Jeg ser det oftere nu. Lærere og undervisere bruger kunstig intelligens som hjælp, men mange glemmer at tjekke, hvad den egentlig hjælper med. Et forløb, der ser godt ud, bliver hurtigt synonymt med et godt forløb. Men det er ikke det samme. Det er lidt som fastfood. Tilfredsstillende i øjeblikket, men ikke noget man vokser af.
Hvad sker der, når kunstig intelligens og læringsdesign mødes?
Kunstig intelligens har en farlig evne til at virke kompetent. Den skriver korrekt, organiserer pænt og formulerer sig sikkert. Men det betyder ikke, at den tænker klogt. Når vi lader den skrive læringsmål, er de som regel rigtige, bare ikke relevante. Når vi lader den generere cases, er de plausible, bare uden puls. Når vi lader den foreslå aktiviteter, er de logiske, bare uden læring. Den er syntaktisk korrekt, men semantisk ligegyldig. Og det er ikke kun en fornemmelse. Danmarks Evalueringsinstitut har spurgt gymnasieeleverne, og fire ud af ti, der bruger kunstig intelligens til skolearbejde, oplever selv, at den gør dem dovne.
Hvad er de fire faresignaler?
Det første er, at indholdet bliver glat. Kunstig intelligens genererer tekster, der flyder fint, men mangler kant, stemme og variation. Det ligner faglighed, men føles som en brochure.
Det andet er, at læringsmålene bliver generiske. De rammer ordene, men ikke eleverne. Eleven skal kunne reflektere over noget. Ja, men hvordan, og hvorfor lige nu?
Det tredje er, at opgaverne bliver for pæne. Kunstig intelligens elsker struktur. Men læring er sjældent pænt. Gode forløb har rod, modstand og huller, der kræver dømmekraft.
Det fjerde er, at evalueringen bliver mekanisk. Kunstig intelligens kan vurdere svar, men ikke forstå nuancer. Den måler output, ikke indsigt. Dens største problem er ikke fejl. Det er middelmådighed forklædt som effektivitet.
Hvad sker der med nysgerrigheden?
Der er en ny tendens på vej. Undervisere, der bruger kunstig intelligens som erstatning for deres egen nysgerrighed. Det starter uskyldigt, bare lige for at få inspiration, men pludselig er det teknologien, der sætter tonen. Indholdet bliver poleret, men sjælen ryger ud. En underviser sagde til mig, at kunstig intelligens har hjulpet hende med at planlægge hurtigere, men at hun tror, hun planlægger mindre bevidst. Det er præcis den sætning, vi skal tage alvorligt.
Hvad gør vi så?
Vi skal ikke forkaste kunstig intelligens. Vi skal tæmme den. Brug den til at generere muligheder, ikke løsninger. Lad den vise veje, men ikke vælge dem. Vigtigst er at bevare den faglige skepsis. Som læringsforsker Philippa Hardman siger, ændrer kunstig intelligens ikke den underliggende læringsvidenskab. Den bedste undervisning er stadig den, hvor nogen tør stille spørgsmål, som teknologien ikke forstår. Jeg har skrevet om den ujævne frontlinje i undervisningsdesign og om hvor kunstig intelligens skaber reel værdi i undervisningen.
Kort sagt: Kunstig intelligens og læringsdesign er en god kombination, hvis du beholder styringen. Brug teknologien til at skabe overblik, brug dig selv til at skabe mening. Den kan skrive forløb, men ikke forstå elever. Den kan forudsige, men ikke mærke. Og når vi lader den tage for meget plads, mister vi det, der gør undervisning til dannelse. Relationen, intuitionen og modet til at improvisere.
