Hvad sker der, når kunstig intelligens begynder at arbejde, uden at du beder om det? Det er det spørgsmål, der skiller værktøj fra kollega. Lige nu er de fleste af os stadig i værktøjsfasen. Vi åbner en chatbot, stiller et spørgsmål og får et svar. Det er effektivt, og det kan sagtens være nyttigt. Men det interessante sker først, når kunstig intelligens ikke længere venter på dig. Når den arbejder i baggrunden, reagerer på det, der sker, og leverer noget, før du selv opdager behovet. Det er dér, kunstig intelligens bliver en kollega i stedet for et værktøj.
Der findes en type opgaver i skolen, som alle er enige om er vigtige, og som alligevel ikke bliver gjort ordentligt. Feedback bliver samlet ind, men sjældent analyseret i dybden. Data bliver registreret, men ikke brugt aktivt. Materialer bliver forældede, uden at nogen opdager det. Evaluering sker, når det hele er slut, ikke mens det stadig kan justeres. Det er ikke et spørgsmål om vilje. Det er et spørgsmål om kapacitet. Hverdagen er fuld, og det er præcis den type opgaver, der ryger først.
Hvad sker der, når kunstig intelligens bliver en kollega?
En agent lyder avanceret, men i praksis gør den én ting. Den reagerer. Når noget sker, gør den noget ved det. Når feedback lander, bliver det analyseret. Når en opgave ændres, bliver den tjekket. Når elever stiller spørgsmål, bliver mønstre opdaget. Det er ikke funktionerne i sig selv, der er interessante. Det er timingen. Du har ikke bedt om det. Du har ikke åbnet noget. Du har ikke sat dig ned for at analysere. Det sker alligevel. Og det ændrer noget ret fundamentalt. Undervisning bliver ikke længere kun noget, du planlægger. Det bliver noget, der løbende justerer sig selv.
Hvad betyder det for din rolle?
Når den type opgaver bliver løftet væk, bliver noget andet tydeligere. Ikke fordi du får mere tid i kalenderen, men fordi din opmærksomhed ændrer sig. Du kommer til at arbejde mere med vurdering, justering, relation og timing. Og mindre med opsamling, kontrol og gentagelser. Det er i virkeligheden den bevægelse, folkeskolen står over for frem mod 2027 og 2028. Fra styring til dømmekraft. Fra planer til praksis. Fra systemer udefra til systemer, der vokser lokalt.
Hvordan kommer man op ad trappen?
Hvis man zoomer ud, står mange skoler det samme sted lige nu. For foden af en ret lang trappe. Reformen er sat, og retningen er tydelig. Teknologiforståelse, praksisfaglighed og lokal frihed er ikke længere noget, der kommer. Det er noget, der skal omsættes. De officielle råudkast ligger hos Undervisningsministeriet, og de viser tydeligt, hvor meget der skal ske. Men det er ikke et quick fix. Det kræver, at nogen går op ad trappen først. Ikke hele organisationen på én gang. Men nogle få, der får lov til at eksperimentere, justere og finde formen. Min erfaring med skoler og kommuner er den samme. Lokale pionerer afgør, om en implementering lykkes. Og det er typisk sådan, jeg arbejder. Ikke som oplæg udefra, men ved at være til stede i hverdagen i en periode, hvor vi bygger det op sammen. Du kan se mere om mine workshops og forløb og om fagfornyelsen og dømmekraft.
En stor del af udfordringen i skolens arbejde med teknologi handler ikke om adgang til værktøjer, men om manglende sammenhæng og opfølgning. Ting bliver sat i gang, men de bliver ikke fulgt til dørs. Agenter med kunstig intelligens løser ikke det alene. Men de kan blive en del af den struktur, der gør det muligt at arbejde mere kontinuerligt og mindre fragmenteret.
Kort sagt: Kunstig intelligens som chatbot er et værktøj. Kunstig intelligens som agent er en struktur. Og det er strukturerne og de mennesker, der kan bygge dem, der afgør, om skolen faktisk kommer op ad trappen. Det er her, kunstig intelligens bliver en kollega, ikke bare et værktøj, i skolens hverdag.
