Kunstig intelligens i undervisningsdesign kan gøre arbejdet hurtigere og mere struktureret. Det kan den. Men den kan også gøre det fladt og forudsigeligt, hvis man lader den tage styringen. Sidste uge sad jeg med en lærer, der havde fået kunstig intelligens til at lave et helt forløb om bæredygtighed. Få minutter senere lå der læringsmål, aktiviteter og quizzer klar. Alt så pænt ud. Men da vi gennemgik det sammen, sukkede hun og sagde, at det føltes, som om nogen havde fjernet luften. Hun havde ret. Alt var korrekt, men der var ingen mennesker i det.
Det er præcis det, forskningen kalder den ujævne frontlinje. Kunstig intelligens er ikke enten god eller dårlig. Den er ujævn. På nogle opgaver gør den os markant bedre. På andre snubler vi, når vi lader den tage styringen. Et stort feltstudie fra Harvard og Boston Consulting Group viste, at kunstig intelligens kan løfte kvaliteten med over 40 procent, men kun når opgaven passer til dens styrker. På de forkerte opgaver falder kvaliteten dramatisk. Det mønster ser vi nu overalt i undervisningsdesign. Studiet kan læses hos Harvard Business School.
Hvor er kunstig intelligens i undervisningsdesign stærk?
Den er stærk, når arbejdet er systematisk og kræver struktur. Den kan skabe skabeloner, organisere materiale og rydde op i alt det, vi normalt bruger søndag formiddag på, med kaffe og en smule desperation. Den er god, når du stirrer på den tomme side og har brug for, at nogen bryder isen. Den kommer med forslag, du ikke selv ville have tænkt. Ikke fordi de er geniale, men fordi de får dig i gang. Og den er god til det tekniske håndværk. Quizzer, resuméer og planlægningsskemaer. Alt det, der handler om form snarere end indhold.
Hvor falder den igennem?
Den mister fodfæstet, når opgaven kræver dømmekraft og menneskelig fornemmelse. Læringsmålene bliver pæne, men uden retning. De rammer ordene, ikke virkeligheden. Indholdet er korrekt, men fladt. Det mangler elevernes stemme, energi og uforudsigelighed. Og konteksten forsvinder. Kunstig intelligens forstår ikke stemningen i 8. b tirsdag efter frokost eller hvorfor netop den dag krævede noget andet. Den kan meget, men den kender ikke mennesker. Og det er stadig vores vigtigste kompetence.
Hvad er den skjulte fælde?
Det største problem er ikke, at kunstig intelligens laver fejl. Det er, at vi tror, den har ret. Den lyder overbevisende, og derfor holder vi op med at tænke selv. Jeg ser det gang på gang, når jeg arbejder med undervisere. Vi stoler mest på den, netop hvor den er svagest. Det er lidt som den elev, der altid har hånden oppe, men sjældent har forstået spørgsmålet.
Hvordan bruger man den med omtanke?
Vi skal ikke længere spørge, om kunstig intelligens skal bruges. Spørgsmålet er, hvordan. Her er en simpel tommelfingerregel. Brug kunstig intelligens til struktur, brainstorms og tekniske opgaver. Brug dig selv til relationer, vurderinger og pædagogiske valg. Den kan bygge stilladset, men det er stadig dig, der rejser huset. Jeg har skrevet mere om hvor kunstig intelligens skaber reel værdi i undervisningen og om hvad der sker, når læringsdesign bliver fladt og forudsigeligt.
Kort sagt: Kunstig intelligens i undervisningsdesign kan gøre arbejdet hurtigere og mere struktureret. Det kan den. Men den kan også gøre det fladt og forudsigeligt, hvis du lader den tage styringen. Brug den til stilladset, brug dig selv til huset. Så handler fremtidens læringsdesign ikke om at lade kunstig intelligens gøre arbejdet, men om at tænke med den. Klogt, kritisk og menneskeligt.
